Ikast-Brande eSport har kvalificeret sig til Landsmesterskabet
Ikast-Brande er med i toppen af mange sportsgrene – Nu er esport også en af dem
Til Landsmesterskabet i den kommende weekend i Nyborg, er Ikast-Brande eSport repræsenteret med sit League of Legends hold, der spiller i ESD Ligaen i YouSee Esportligaen.
Holdet fra Ikast-Brande eSport består af følgende spillere: Noah Laier, Kim Thomsen, Lukas Alexander, Laurits Dahl, Tristan Quvang samt spillende træner Toke Lindhard, og er i alderen 15 til 23 år.
– Selvom vi har et ret nyt og ungt hold, har de klaret sig ret godt, siger Toke Lindhard og fortsætter.
– Vi er super stolte over at være kommet så langt. Jeg har kun været træner for holdet i et halvt år, men der er sket utrolig meget og spillerne har udviklet sig med tiden.
Holdet sluttede som nummer tre og sikrede sig derfor en plads blandt de fire bedste hold, til at gå videre. Til Landsmesterskabet dystes der desuden i Kollega-, Ung-, Skole- og Studieligaen.
Alle hold spiller om en top to placering i deres respektive liga, som giver dem adgang til det officielle Danmarksmesterskab, der afvikles den 26. maj på Rådhuset i Odense.
YouSee Esportligaen er den første officielle liga i Danmark, som understøttes af bl.a. forbundet eSport Danmark. Udover forbundet er resten af Esport Alliancen også repræsenteret – Dansk Firmaidrætsforbund, Ungdomsringen og DGI, der alle har hver sin liga(er). Sidst nævnte afholdte sit Landsmesterskab i den forgangne weekend, i Musikhuset i Esbjerg.
– Det er fantastisk at den udvikling der har været i esport gennem de seneste år, set både med forbunds- og foreningsbriller. Og jeg er stolt over, at vi nu har en officiel esportliga, siger Dennis Mechlenburg Sørensen, der både er bestyrelsesmedlem i forbundet eSport Danmark og formand for Ikast-Brande eSport.
Eftersom esport stadig er relativt nyt i Danmark, er dette også den første sæson af Esportligaen. Det betyder at der endnu ikke er lavet U ligaer, som vi kender det fra eksempelvis håndbold og fodbold.