Ikast-Brande eSport starter lokalt esportseventyr med idrætshøjskole

Fra sommeren 2017 vil der være esport på skoleskemaet, når Ikast Idrætshøjskole starter sit efterårssemester i august.

ibes-lol

Esporten er for alvor på fremmarch både internationalt men også i Danmark. Nu har esportbølgen ramt det midtjyske, hvor Ikast Idrætshøjskole opretter en esportlinje, der startende fra sommeren 2017 skal tiltrække og videreudvikle danske gamere. Som udgangspunkt vil den nye esportlinje fokusere på spillet CS:GO, hvor Danmark har flere hold og spillere i international topklasse.

Lokalt samarbejde

Dette sker i samarbejde med Ikast-Brande eSport, som med blot 5 minutters gang fra idrætshøjskolen holder til ved Ikast-Brande Arena. Her kan esportforeningen tilbyde træning og deltagelse i diverse elektroniske genre på et seriøst klubplan. Hos IBeS ser man meget frem til det kommende lokale samarbejde.

”Vi glæder os og har store forventninger til samarbejdet med højskolen på ISI,” siger Dennis Mechlenburg Sørensen, formand i Ikast-Brande eSport.

Forstander på ISI Torben Østergaard ser også frem til samarbejdet og udtaler, at valget om at starte en esportlinje netop nu ikke er tilfældig.

”Vi har igennem længere tid fulgt den eksplosive og ambitiøse udvikling inden for elektronisk sport. Sporten har nået et niveau her i landet, hvor det giver god mening at kombinere esport med de øvrige idrætslinjer på vores højskole,” siger forstanderen.

Mere end blot et spil bag skærmen

Det nye samarbejde mellem Ikast Idrætshøjskole og Ikast-Brande eSport skaber en god crossovereffekt mellem den traditionelle idræt og esporten, som på højeste niveau handler om mere end blot at være hurtig på tasterne. Centrale esportselementer så som spilforståelse, taktik, kost samt mental og fysisk træning vil være omdrejningspunkter under opholdet.

”Højskolens seriøse tilgang til idræt, de fantastiske idrætslige rammer med styrketræning, haller og et køkken med fokus på sund kost og rigtig ernæring er et fantastisk tilbud til seriøse gamere,” udtaler Dennis Mechlenburg Sørensen.

På ISI indgår esportseleverne udover de seks ugentlige linjetræninger som alle de øvrige linjer også i den generelle højskoleundervisning og det generelle højskoleliv – med fokus på fælleskab og personlig udvikling.

Vil du vide mere, så tag et kig på isi.dk