IBeS nye Hearthstone-stjerne skal til DM finale

Christian ”Crilli” Henriksen har haft en utrolig flot DM-kvalifikation i Hearthstone, men  alligevel klarede han lige nøjagtig ikke pointskvalifikationen til finale-LAN på søndag. Vi synes faktisk en 7.plads er rigtig flot, især taget i betragtning at Crilli kun har været seriøs Hearthstone-spiller siden IBeS startede HS op efter sommerferien. Crilli var bl.a. en af kun 2 spillere, der nåede hele 3 semifinaler ud af 7.

Men der har været et afbud, så Crilli skal alligevel til Glostrup på søndag og spille med til finale-LAN. Vi håber og tror på, at han kan bygge videre på sin lynudvikling.

Selv fortæller han om den: ”Gennem alle kvalifikationsrunderne føler jeg, at jeg har udviklet mig som hearthstone-spiller. Før så jeg et godt “play” og spillede det med det samme uden at tænke over, hvad der kunne “straffe” mig næste tur og lede efter mulige bedre “plays”. Det er jeg virkelig begyndt at tænke over efterfølgende.”

Det bliver bestemt heller ikke Crillis sidste turnering, han er allerede i gang med at planlægge sin deltagelse i WESG – som kan beskrives som et uofficielt EM.

I første omgang gælder det dog DM i Glostrup på søndag, og vi er fortrøstningsfulde på Crillis vegne.

Hvis man også er til fodbold, eller bare gammel nok til at huske 1992, så ved man måske, hvad der kan ske med en dansker, der kommer med på et afbud, og udvikler sig lynhurtigt… Det håber vi i hvert fald sker.